Vi forbinder økonomisk frihed ofte med en minimalisktisk livsstil. Klart, jo færre ting man har behov for, jo færre penge kræves og jo hurtigere er man økonomisk fri.

Jeg lever bl.a. selv denne livsstil om end ikke til yderste konsekvens. Når jeg dog overvejer, at købe noget nyt, synes jeg selv, at jeg er (blevet) god til at spørge mig selv, om jeg virkelig har behov for det. Hvis svaret er ‘nej’, så køber jeg ikke genstanden. Jeg er også god til at komme af med ting, som jeg ikke længere har behov for. Oftest forærer jeg dem til venner, eller også sælger jeg dem på DBA eller lignende.

Minimalisktisk ideologi

Mine motiver er ret ideologiske:

1. For det første, peger mange undersøgelser på, at økonomisk vækst er skadelig for miljøet, hvilket igen kommer til at påvirke fremtidige generationer negativt. Vi har alle et ansvar for, at vores efterkommere kan have et liv, der mindst er lige så godt, som vores. Det er indbegrebet af bæredygtighed.

2. For det andet, synes jeg selv, at livet er nemmere jo færre genstande man ejer. Det bliver eksempelvis lettere at vælge tøjet, når man kun har sorte t-shirts. Vi kender alle historien om manden/kvinden, der har et fyldt walk-in closet, og som alligevel synes, at han/hun ikke har noget tøj. Det er også nemmere at fokusere, på det væsentlige, når man ikke kan distraheres af det uvæsentlige. Eksempelvis er det nemmere, at fokusere på sine lektier, når de nu skal laves, når man ikke distraheres af en Playstation.

3. For det tredje, er der penge at spare, ved at undvære at købe ting, eller ved at købe brugte ting. For nogle er dette tredje punkt vigtigere end for andre. Jeg er ret sikker på, at mange mennesker ville undgå luksusfælden, hvis de levede mere beskedent.

Nu er det godt nok ikke sådan, at jeg påtrænger mig og at jeg prøver at fortælle folk, hvordan de skal leve deres liv, og dog…

Ved at blogge, påtrænger jeg dig jo alligevel  min mening, også selvom du forhåbentlig læser det frivilligt.

Finansbloggerens paradoks

Ad flere omgange, er jeg nu blevet opmærksom på et paradoks, der ligger til grunde for hele ideen om økonomisk frihed.

Nu spørger du selvfølgelig, hvilket paradoks der er tale om, men det er egentlig ganske enkelt.

På den ene side, prædiker jeg (og andre finansbloggere), at minimere forbruget, men på den anden side, så investerer vi i finansprodukter, så som aktier og kreditter, som kun giver mening for så vidt at konsumet bliver større og ikke mindre.

Hvis man gør det for sig selv, og uden at blogge om det, er det jo fair nok. Det, at man imidlertid blogger om det, svækker derimod i teorien fundamentet for ens egen strategi.

Jeg siger, sænk konsumet, samtidigt med at jeg satser på finansprodukter, som kræver et stigende konsum.

For mig at se, er det er dog ikke blot i logisk modstrid, men det er også problematisk fra et etisk synspunkt.

Hvis man, som jeg gør, mener, at mindre konsum er godt for miljøet, eller at det er dårligt at befinde sig i luksusfælden, så er det igen problematisk at investere i finansprodukter, der både støtter øget konsum (aktier) og øger risikoen for at ende i luksusfælden (konsumkreditter).

De liberales’ modargument

Den vaskeægte liberalist vil nu sandsynligvis svare mig, at en hver er sin egen lykkes smed, og at man ikke behøves at bekymre sig om andre mennesker, men det argument køber jeg ikke uden videre.

Jeg tror på, at vi i en eller anden grad træffer frie valg, men det er ikke det samme som at sige, at alle mennesker nødvendigvis har de samme chancer. Vores valg er nemlig trods alt påvirket af vores helt egne erfaringer.

Eksempelvis er børn af forældre med stor gæld langt mere tilbøjelig, til også at få en stor gæld. Hvorfor?  Når forældrene har en stor gæld, så er det ofte fordi de ikke kan styre deres økonomi. Og når de ikke kan styre deres økonomi, kan de heller ikke lære deres børn at styre deres økonomi.

Dermed ikke sagt, at det gælder i alle tilfælde. Jeg siger blot, at sandsynligheden er meget større. Og chancerne er derfor ikke lige for alle.

Når jeg altså investerer i konsumkreditter, der kan være med til at drage andre ned i en gældsump, så må jeg regne med, at det kan ramme en “uskyldig”, som udfra retfærdighedens synspunkt nærmere burde have fået min opmærksomhed i form for økonomisk oplysning og ikke i form af et lån, der er med til at forværre personens liv.

Et spørgsmål om du eller jeg

Der er naturligvis utrolig meget mere, som man kan skrive om emnet, og folk har jo også allerede skrevet en del.

Til sidst tænker jeg, at spørgsmålet kan koges ned til et spørgsmål om du eller jeg. Eller nærmere individualisme versus kollektivisme.

Er det vigtigere, at jeg får et godt liv (uanset hvordan det påvirker andre), eller er det vigtigere, at verdenen er et retfærdigt sted (også når det svækker min egen position)?

Jeg har desværre ikke et svar, men jeg synes, at man skal være bevidst om problematikken. Jeg tænker da f.eks., at jeg på et tidspunkt skal have børn og at disse også skal have et godt liv på en sund planet. Og deres børn, mine børnebørn, fortjener det samme.

Så jeg kommer næsten ikke udenom at skulle forholde mig til andre end blot mig selv.

Nu synes jeg snart, at jeg har sagt alt det, jeg vil sige. Men det som jeg rigtig godt kunne tænke mig at høre, er dine tanker. Det er jo filosofi, og i filosofien findes der ingen endegyldige svar, men blot gode argumenter.

Så del endelig dine tanker i kommentarfeltet. Må ens egen økonomiske frihed gerne gå ud over andre? Eller er det i det hele en fejltagelse, at det overhovedet går ud over andre?

– Jan

Ps.: Skulle det interessere dig, har jeg skrevet en bacheloropgave om, om det er fortjent at nogle mennesker tjener flere penge end andre. Den er knap 20 sider lang og på engelsk. Du er velkommen til at downloade den, læse den og give feedback: Jan-Lucas Hilgers, Desert and the Contribution Argument