Jeg startede min “investorkarriere” med en asset allocation der svarede til 75% obligationer og 25% aktier. Jeg havde en samtale med min bankrådgiver og brugte derudover forskellige robo-advisors. Resultatet var altid nogenlunde det samme: lav risikovillighed og følgelig ovenstående asset allocation. I dag påstår jeg, at denne non-sense anbefaling har to årsager. Jeg havde reelt set ingen ide om min investeringshorisont og jeg vidste heller ikke hvad “risiko” betyder i en investeringssammenhæng. For mig handlede det bare om at jeg ikke ville sætte noget på spil her. Ellers var jeg gået på kasino, det er med sikkerhed sjovere.

Pyt. Det har heldigvis ikke kostet mig en krone, og i dag er min asset allocation en hel anden: 95% aktier (indeksfonde og ETFs), 5% crowdlending (via Mintos) og 0% obligationer.

Men skal der ikke være obligationer i ens portefølje? Det er det spørgsmål jeg pt. tygger på. Hvilke gode grunde findes der pro og kontra?

Det tænker Jack Bogle om obligationer

I en video fra 2014 udtaler Vanguard stifteren Jack Bogle at en asset allocation på 65% aktier og 35% sikre obligationer er en fornuftig løsning for langt de fleste investorer. Obligationer giver porteføljen stabilitet, formindsker det maksimale drawdown og bidrager sluttelig til investorernes sindsro. Det er nemlig lettere at håndtere en 25% drawdown end en 50% drawdown. Og det værste er, det har vi alle lært, at realisere et stort kurstab for at undgå et endnu større (ikke-realiseret) kurstab.

Bogle tager altså udgangspunkt i det ikke-altid-rationelle menneske, hvilket jo nok afspejler realiteten vældig godt. Det er i hvert fald ganske få, hvis der overhovedet findes nogle, der ikke bliver påvirket af deres følelser/ikke har følelser.

Derfor synes jeg at Bogle egentlig har et fint argument. Det er som udgangspunkt svært at argumentere imod når man (som jeg) aldrig selv har stået i situationen før.

Det tænker Warren Buffett

Warren Buffet har en anderledes tilgang. Som jeg forstår ham, mener han ikke at det er nødvendigt at have obligationer i porteføljen. For hvis en investor har svært ved at holde (ikke-realiserede) kurstab ud, så skal vedkommende slet ikke investere i aktier i første omgang. Det er nemlig et tegn på et forkert mindset. En aktie skal ikke betragtes som et rent værdipapir med stigende/faldende pris, men derimod som en andel af et firma. Så i stedet for at observere kursen skal der holdes øje med firmaets forretningsgrundlag. Så længe dette er intakt, er der ingen grund til at blive nervøs (og omvendt).

Warren Buffett har i øvrigt ad flere gange udtalt at han anbefaler sin kone at investere deres formue i Vanguards S&P500 indeksfond, når han engang ikke er der længere. Obligationer har han i den sammenhæng aldrig nævnt.

Min holdning

Som udgangspunkt synes jeg, at såvel Bogle som også Buffett har gode pointer. Som investor-newby kunne jeg egentlig godt tænke mig at allokere 20-25% af mine investeringer i sikre obligationer. Bare for at give mig selv lidt mere mental sikkerhed. Det kan senere vise sig som unødvendigt eller utilstrækkeligt. Det er der ingen der ved. Men det ville give mig mere ro, tror jeg.

Lige nu synes jeg dog desværre ikke at det kan betale sig at købe sikre statsobligationer. Selv en dansk statsobligation med 7 års restløbetid er et nulsumspil. Da man ikke får en risikopræmie ødelægger de nuværende høje kurser renten. Og med kursstigninger kan man i øjeblikket næppe regne, da renterne nok hellere stiger end falder.

Hvorfor så ikke bare have pengene på kontoen? Her har man dem i hvert fald ved hånden når man vil bruge dem. Vil man sælge sin obligation før den løber ud risikerer man endda kurstab.

Lige nu synes jeg derfor ikke at obligationer er en god investering. Hvad er dine tanker? Har du obligationer i porteføljen? Hvorfor (ikke)?

Giv gerne min facebookside et like og gå aldrig mere glip af nye indlæg.

Finansfilosoffen.dk