„Der April, der April, der macht, was er will!“ I Tyskland siger vi, at aprilmåneden gør hvad han vil, men det referer selvfølgelig til vejret. En dag er vejret helt fantastisk og alle jubler og dagen efter regner og blæser det igen, sådan at man helst vil blive hjemme under dynen.

Lidt sådan forholdt det sig også med min portefølje i denne måned, synes jeg.

Min privatøkonomi

Som noget nyt, fremlægger jeg denne gang lidt af min privatøkonomi. Ikke mindst, fordi jeg i den foregående blogpost forklarede, hvordan man som studerende har råd til at investere.

Aprilmåneden har været den første måned, hvor min kæreste og jeg overskred madbudgettet. Siden august 2017 holder vi styr på vores udgifter, og det er ikke sket tidligere. Vores madbudget ligger på 3.500 kr. og dækker over alle former for dagligvarer, cafe- og restaurantbesøg, fast food og endda byture.

Almindeligvis bruger vi mellem 3.200 kr. og 3.300 kr. om måneden. I april brugte vi over 4.150 kr. Det er knap 19% mere end planlagt.

Madbudget april 2018

Grafikken skal forstås sådan, at vi har brugt 2.815 kr. i supermarkeder og 1.338 kr. på fast food (heriblandt cafes, restauranter, byture etc.). Det giver tilsammen 4.153 kr., hvilket er 119% af budgettet. Det hele dokumenterer vi via Google Drive, hvor vi skriver udgifterne ind.

Årsagerne til det overskredne madbudget

Der er ikke én, men flere årsager til det overskredne madbudget. For det første fejrede min kæreste og jeg, at vi begge fik 12 i vores bacheloropgaver. Vi tog ud at spise, og det blev lidt dyrere end sædvanlig (413 kr. for 2 personer). Men vi synes også, at det var fortjent. 😊

Derudover var jeg til håndboldstævne to weekender i streg, og vi besøgte min kærestes forældre den tredje weekend. Det gjorde, at vores indkøbsrutine blev ødelagt en smule, og at vi havde flere impulsindkøb. Oven i købet var et af håndboldstævnerne holdets afslutningsstævne. Det betyder selvfølgelig en fælles tur på Maccen, og at vi voksne drak en øl om aftenen. Vi havde det bare så hyggeligt.

Nyd!

Selvom aprilmåneden altså, set fra det økonomiske synspunkt, har været dyrt, har den dog helt klart været det værd. Det er ikke hver måned, at vi får 12 i en bacheloropgave, og det er heller ikke hver måned, at man har en afslutningstur med sine søde u12 håndbolddrenge.

Det er vigtigt for mig at fremhæve, at selvom jeg ivrigt sparer penge, skal der også være plads til lidt forkælelse.

Mine investeringer

Som sagt, har det været meget op og ned i denne måned. Der har godt nok ikke været nogle ekstreme kursfald i min portefølje, men der var alligevel meget bevægelse i porteføljen. 1% op, 1% ned, 1.5% og 0,7% ned igen.

Adidas aktierne er nu solgte

Jeg købte i starten af november 2017 tre Adidas aktier, hvilket på mange måder ikke var en god beslutning.

Adidas logo

For det første kostede det utrolig meget kurtage, som jeg ikke var klar over. For det andet, passer det heller ikke i min passive strategi. For det tredje fandt jeg ud af, at Tyskland ikke holder sig til den europæiske dobbeltbeskatningsaftale, og at det kræver masser af papirarbejde at få sin for meget betalte skat tilbage. Og til sidst havde jeg endda købt aktierne tæt på deres all-time-high. Da jeg købte aktierne faldt de ret hurtigt med over 10%.

Den 11. april solgte jeg dog endelig aktierne med en lille gevinst på 200 kr. før skat.

Indeksfondene

Indeksfondenes performance april 2018

Den 05. april købte jeg 31 fondsandele af Sparindex INDEX DJSI World til en kurs på 131,60 kr. (=4.079,60 kr. i alt).

Nu har jeg således investeret 16.536,60 kr. i indeksfonde. Fordelingen (per 30. april) er følgende:

  • Danske Invest Danmarks Indeks = 2.593,60 kr.
  • Sparindex DJSI World = 11.119,20 kr.
  • Sparindex USA Growth = 1.443,40 kr.
  • Sparindex USA Value = 1.380,40 kr.

Derudover står pengene fra Adidas aktierne klar til at blive investeret i DJSI World d. 05. maj.

Den samlede portefølje og dens performance i april

Portfolio april 2018

Jeg har nu samlet set investeret 40.071,41 kr. i aktiemarkedet. Dertil kommer cirka 4.400 kr. fra salget af Adidas aktierne, som nu ligger i depotet og venter på at blive investeret lige om lidt. Og til sidst har jeg også min lille investering i Mintos (reklamelink) som pt. udgør 5.088 kr.

Det giver en samlet værdi på 49.500 kr. For mig som studerende er det et fint beløb, men selvfølgelig er der en lang, lang vej endnu.

Porteføljens samlede performance i april er 2,4%. Indeksfondenes afkast er 2,24% og de vægtes med faktor 0,41, mens ETFernes afkast er 2,51% og vægtes med faktor 0,59.

Før jeg siger farvel, vil jeg dele følgende billede, som jeg fandt på Shareville.dk, med dig:

10 rules of finances

Jeg ved ikke, om jer er enig i alle regler, men regel 1, 2, 5, 6, 7, 8 og 9 lyder ganske fornuftige, ikke?

Ha’ en dejlig dag.

Jan